Om mig

Jeg brænder for at gøre en forskel for folkeskolen. Børn, unge og lærere tilbringer så meget tid i hinandens selskab, og det er utroligt vigtigt, at den tid er meningsfuld og berigende for begge parter. Skolen er til for børnenes skyld, men for at de kan opleve det, kræver det, at lærerne har de bedste rammer, og at vi stiller store krav til, hvem der er lærere.

Praktiker og ph.d.

Fra 2005-2011 underviste jeg på en erhvervsuddannelse og arbejdede som lærer og støttelærer på alle klassetrin på både folke- og friskoler.

I 2016 forsvarede jeg min ph.d. om læreres relationskompetence, som jeg lavede i samarbejde med Københavns Universitet og Professionshøjskolen Metropol. Jeg ønskede dels at udvikle et professionelt sprog om relationen mellem lærer og elever og dels at undersøge, hvad der skal til, for at lærere agerer relationskompetent.

Oprindeligt er jeg cand.mag. i dansk og filosofi, men valgte efter min uddannelse at beskæftige mig med grundskolen.

Skolekonsulent

På baggrund af min forskning og mine erfaringer som lærer fungerer jeg nu som skolekonsulent og holder foredrag og workshops for lærere, pædagoger, lærerstuderende og skoleledere.

Jeg bidrager bl.a. til Spiralprojektet, hvor 350 børn, 35 lærere, 5 skoleledelser og Experimentarium sammen undersøger, hvordan skolen kan fremme børns lyst til læring med fokus på de børn, der er i læringsvanskeligheder (finansieret af Egmont Fonden).