Der er meget fokus på min forskning i disse dage i medierne. Men jeg vil gerne skrive et par ord om lærer-elev-relationer her på bloggen, hvor jeg selv holder mikrofonen. Så de nuancer og pointer kan komme med, der ellers forsvinder, når en journalist skal skrive en artikel med langt færre ord end den samtale, der går forud for artiklen, eller når man i radioen bliver afbrudt, fordi der jo er mange andre, der har noget på hjerte. Noget af dækningen, kan du se/høre her:

Jeg siger mange steder, at det er tilfældigt, om lærere kan etablere og indgå i positive relationer til eleverne, der fremmer trivsel og læring. Fordi det ikke er blevet trænet systematisk på læreruddannelsen. Og jeg giver eksempler på, hvor slemt det kan være at gå i skole, hvis man har en lærer, der i overvejende grad ikke agerer relationskompetent, men fx ofte skælder ud, bebrejder eller ydmyger nogen af sine elever.

Det har fået en lærer til at skrive til mig, og mange tænker sikkert det samme:

Hvor er det bare ærgerligt, at dine udtalelser om det – i dine øjne – manglende arbejde med relationsarbejdet bliver så bastante. Jeg tænker efterhånden, at du skal være heldig for at møde en lærer, der ikke mener at relationen kommer først. Den skole du beskriver er en skole, der var engang – og på den måde stiller du dig i køen af skolekritikere, i stedet for at anderkende det kæmpe arbejde der hver dag gøres fra lærere for at sikre den gode relation til eleverne. Selvfølgelig kan den professionelle lærer reflektere og sætte sig ud over primærfølelser som affekt og irritation. Rigtig mange lærere arbejder i gode teams, hvor der netop også kan reflektere over føleser.

Jeg har holdt kurser for rigtig mange lærere i hele landet, og jeg har arbejdet på 5 skoler – og jeg har præcist den samme oplevelse: At der på alle lærer-kollegier er en stærk optagethed af lærer-elev-relationens betydning. Men lærerne fortæller samtidig, at dette fokus er svært at fastholde i hverdagens jag, og at man ofte mangler konkrete redskaber ift. at indgå i gode relationer med de elever, der har en meget udfordrende adfærd.

Så ét er viden og gode intentioner, et andet er faktisk praksis, hvor nogle lærere – og heldigvis langt fra alle – kommer til at møde eleverne disprespektfuldt og indimellem overgrebsagtigt. En undersøgelse af DCUM fra 2015 viser, at:

  • langt over hver tiende af eleverne på mellemtrinnet oplever ikke at have en voksen på skolen at tale med, hvis de er kede af det, og i 7.-10. klasse er det næsten hver femte.
  • I indskolingen tror 17,3 procent af eleverne, at kun nogle få lærere kan lide dem, og 4,4 procent tror, at ingen lærere kan lide dem. På mellemtrinnet tror mere end hver tiende, at kun nogle enkelte, én eller ingen lærere kan lide dem, og i udskolingen gælder det for mere end hver femte.

Jeg er ked af, hvis ordene i medierne ikke viser min anerkendelse og dybe respekt for de mange lærere, der dagligt fremstår dybt professionelle og i stand til at skabe læringsmiløjer, hvor børn og unge både lærer meget og har det godt imens. På trods af meget udfordrende arbejdsvilkår. – Lærere som kan sætte sig udover sig selv og agere professionelt og ikke i affekt. Men jeg kritiserer, at vi tillader, at nogle lærere ikke formår det – ved ikke stille større krav til optag på læreruddannelsen, til at blive ansat som lærer, til læreruddannelse og efteruddannelse, og til de rammer, samspillet mellem lærere og elever foregår indenfor. Fordi det samspil er altafgørende for børn og unges liv og fremtid.

Endnu flere nuancer og pointer er med i min bog Lærerens Relationskompetence – Kendetegn, Betingelser og Perspektiver, der netop udkommer i dag.